Ordsprogene第1章

¹ Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge.

² Af dem skal man lære Visdom forstandig Tale,

³ tage mod Tugt, som gør klog, mod etfærdighed, et og etsind;

⁴ de skal give tankeløse Klogskab, ungdommen Kundskab og Kløgt;

⁵ den vise høre og øge sin Viden, den forstandige vinde sig Levekunst;

⁶ de skal lære at tyde Ordsprog og Billeder, de vises Ord og Gåder.

⁷ HE ENs Frygt er Kundskabs begyndelse, Dårer ringeagter Visdom og Tugt.

⁸ Hør, min Søn, på din Faders Tugt, opgiv ikke din Moders Belæring.

⁹ thi begge er en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals.

¹⁰ Min Søn, sig nej, når Syndere lokker!

¹¹ Siger de: "Kom med, lad os lure på den fromme, lægge Baghold for sagesløs, skyldfri Mand!

¹² Som Dødsriget sluger vi dem levende, med Hud og Hår, som for de i Graven.

¹³ Vi vinder os Gods og Guld, vi fylder vore Huse med ov.

¹⁴ Gør fælles Sag med os; vi har alle fælles Pung!"

¹⁵ - min Søn, gå da ikke med dem, hold din Fod fra deres Sti;

¹⁶ thi deres Fødder løber efter ondt, de haster for at udgyde Blod.

¹⁷ Thi det er unyttigt at udspænde Garnet for alle Fugles Øjne;

¹⁸ de lurer på eget Blod, lægger Baghold for eget Liv.

¹⁹ Så går det enhver, der attrår ov, det tager sin Herres Liv.

²⁰ Visdommen råber på Gaden, på Torvene løfter den østen;

²¹ oppe på Murene kalder den, tager til Orde i Byen ved Portindgangene:

²² Hvor længe vil I tankeløse elske Tankeløshed, Spotterne finde deres Glæde i Spot og Dårerne hade kundskab?

²³ Vend eder til min evselse! Se, jeg lader min Ånd udvælde for eder, jeg kundgør eder mine Ord:

²⁴ Fordi jeg råbte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det,

²⁵ men I lod hånt om alt mit åd og tog ikke min evselse til jer,

²⁶ derfor ler jeg ved eders Ulykke, spotter, når det, I frygter, kommer,

²⁷ når det, I frygter, kommer som Uvejr, når eders Ulykke kommer som Storm, når Trængsel og Nød kommer over jer.

²⁸ Da svarer jeg ej, når de kalder, de søger mig uden at finde,

²⁹ fordi de hadede Kundskab og ikke valgte HE ENs Frygt;

³⁰ mit åd tog de ikke til sig, men lod hånt om al min evselse.

³¹ Frugt af deres Færd skal de nyde og mættes med egne åd;

³² thi tankeløses Egensind bliver deres Død, Tåbers Sorgløshed bliver deres Undergang;

³³ men den, der adlyder mig, bor trygt, sikret mod Ulykkens ædsel.